Efter efterspørgsel har jeg nu lavet denne pebermynte is. Den grønne farve får isen af friske pebermynteblade og spinat. Spinaten kan man ikke smage, tro mig, og de friske pebermynteblade giver lige lidt ekstra til isen. Jeg bruger helst schweiziske pebermynteblade, da de er mere parfumerede.

Serveres evt. med guf skum, chokoladesauce og pleskner

Pebermynte Is – mælkefri, sukkerfri, glutenfri, sojafri

Ca. 750 ml.

1 dåse kokosmælk – Se tidligere.

3 ¾ dl cashewmælk eller hampemælk – se tidligere.

1 ¼ dl honning eller agavesirup. Eller erstat den ¼ dl. med kokossukker/palmesukker

1 tsk. vaniljepulver (ikke vaniljesukker)

3 plader gelatine opløst i ½ dl. kogende vand (se også andre muligheder)

1 dl friske pebermynteblade, presset godt sammen.

1-2 kugler frossen spinat (kan udelades)

6-10 dråber pebermynteolie (kun 2 dråber med japansk pebermynteolie!)

Blend ingredienserne i en god blender, indtil cremen er fint pureret og cremet.

Fyld derefter iscremen i en enliters form med låg, eller fyld iscremen i en isterningebakke.

Når isen er frosset, efter cirka 8 timer eller natten over, tøs den så meget op, at kanterne let slipper siderne af formen. Knæk isen over i tre dele og blend delene i en foodprocessor. Det kan være isen først bliver grynet, men derefter vil den samle sig.

Fyld ismassen over i formen igen og server eller sæt den tilbage i fryseren for ½ – 1 time eller før servering. Tag isen ud ca. 20-30 minutter før servering.

Server med chokoladeknapper, kakaonibs eller hjemmelavet hakket carob”chokolade”.

Carob ”chokolade” stykker

Ca. fire muffinforme eller 1 stor plade carob”chokolade”

1 ½ dl. carobpulver

½ dl. lucuma pulver

2 ½ dl. smeltet kokosolie (gerne med smag)

½ tsk. vaniljepulver

1 knivspids salt

Smelt kokosolien over svag varme i en lille kasserolle. Bland carob, lucuma, vaniljepulver og salt sammen i en skål og pisk kokosolien i blandingen. Blandingen er ret grynet nu, men når den fryses ned, bliver den glat.

Hæld carobmassen i muffinforme eller i en pose og gør posen flad. Stil muffinformene i fryseren eller læg posen derind, og lad carobmassen blive stiv.

Når massen er stiv, tages den ud ad fryseren og hakkes med en kniv, så der kommer store carob stykker ud af det. Drys, med let hånd, carobstykkerne udover pebermynteisen ved servering.

Du kan også lade være med at fryse carobmassen ned, og bruge den som flydende sauce i stedet. Denne sauce kan også bruges til at dyppe ispinde i.

 

Velbekomme!