Her kommer en opskrift på en lækker tofugryde, som kan varieres i det uendelige. Jeg vedlægger et par forskellige fotos af de muligheder, jeg har lavet.
Opskriften her kommer fra bogen Grønne Proteiner, skrevet af Lisbeth Tordendahl. “Grønne Proteiner” er et must i ethvert vegetarhjem, da retterne er lækre og fyldte med masser af proteiner. Ergo mætter de godt og giver godt med næring til vegetarer.
Server med hel hirse, ris eller brød til.
Enkel tofugryde med ingefær
4 portioner
400 g. tofu
2 mellemstore porrer
2 store gulerødder
2 spsk. kokosolie eller olivenolie
4 dl. vand
Ca. 3 spsk. tamari
Ca. 1 ½ spsk. frisk fintrevet ingefær
Evt. arrowroot eller kuzu eller majsstivelse
Skær tofuen i 1 cm. tykke skiver, og pres dem for væde i et rent klæde eller køkkenrulle.
Tofuen kan også skæres i tern og så ristes på panden. |
Skær porrerne igennem på langs, skyl dem fri for jord og skær dem derefter i 2 cm. brede skråtskårne skiver.
Halver ligeledes gulerødderne på langs, og skær dem i 1 cm. brede skrå skiver (eller tern).
Varm 1 spsk. olie i en stor pande, og steg tofuskiverne gyldne, ca. 5 minutter på den ene side og 3-4 minutter på den anden. Skær dem herefter i trekanter. (Her plejer jeg at dryppe tamari på de forskellige tofustykker, mens de steger på panden. Det giver dem lidt mere farve og får dem til at smage af mere. Jo længere tofuen steger på panden, jo bedre bliver de.) Læg tofutrekanterne op på en tallerken, mens grønsagerne steges på panden.
Lidt hjælp fra kæresten |
Kom lidt mere olie på panden og kom porre ved. Sauter 1 minut. Kom gulerod ved og læg tofuen ovenpå.
Hæld vand og tamari i og bring i kog. Kog under låg i 10 minutter.
Fordel forsigtigt grønsagerne i den ene side af panden, så der er mest væske på panden. Pres ingefæren i en hvidløgspresser, henover væsken. Juster smagen med tamari eller vand, hvis du synes der skal være mere sovs. Hvis sovsen er for tynd, kan du tage 1 tsk. aroowroot, kuzu eller majsstivelse og røre det op i lidt vand og bagefter hælde det på panden i væsken. Lad væsken lige koge op, så det tykner og sluk så for panden. Bland sovsen og grønsagerne sammen.
Bruger du majsstivelse, skal du lade sovsen koge igennem et par minutter.
Her kommer det sjove:
Variation: Man kan kombinere adskillige slags grønsager. I stedet for porrer kan bruges løg, perleløg, forårsløg eller ramsløg. Man kan bruge bladselleri, kinaradise, grønne bønner, spidskål, blomkål, rødkål, hvidkål, spinat, broccoli, peberfrugt og champignoner eller andre svampe. Mulighederne er mange. Varier også mængden af tamari, tilsæt karry i stedet for ingefær, eller brug andre krydderurter.
Champignon, porrer, gulerødder og squash |
Her bruges løg, spidskål og gulerødder. |
Rød peberfrugt, gulerødder, forårsløg og squash |
Broccoli, gulerødder, bladselleri |
Gulerødder, persille og rødkål |
Gulerødder, squash, fennikel, spidskål |
Her uden tofu men med ærter og majs |