Hvor tit er det lige at man putter spinatblade i sin morgenmad? Jo, nogle gange ryger der et par blade med i blenderen, når der laves en morgensmoothie, men det er ikke hver dag, jeg putter dem direkte i min morgenmad. Det faldt mig ind, at spinat jo ikke smager af noget særligt og derfor kunne bruges i en skål frugt uden problemer. Så jeg endte med en lækker morgen-abemad, hvor spinaten giver et flot blikfang fra alt det gullige.
Morgen-abemad med spinat
Til 1-2 personer, afhængig hvor sulten man er.
1 æble
1 banan
1 appelsin
1 pære
1-2 håndfulde spinat
Hakkede mandler og pekannødder
2 spsk. græskarkerner
1-2 spsk. hørfrøolie
Appelsinsaft fra en appelsin
Gojibær
(Eventuelt kakaonibs)
Skræl æble, pære, appelsin og banan. Tag kernehuset ud ad æblet og pæren. Skær alle frugter i grove tern. Hak spinaten groft og kom i skålen med frugterne. Hak mandler og pekannødder. Olien hældes udover salaten og nødder, græskarkerner, gojibær og appelsinsaft tilsættes. Rør rundt og voila, så er der morgenmad til sultne sjæle.
Yum yum!