Åh… karamel. Det savner jeg! Men nu har jeg endelig fundet en metode til at lave flydende karamel. Det kræver tålmodighed og god tid. Det tager mellem 25 og 30 minutter at lave karamel, men så er der også karamel til både fyldte chokolader, karamelliserede æbler og frosne karameller.

 

Karamelcreme

Giver 3 dl

Ingredienser

3 dl fed kokosmælk

3 dl kokospalmesukker

¼ tsk. salt

Sådan gør du:

Sæt en desserttallerken ind i fryseren. Brug en kasserolle med en tykbund. Hæld kokosmælk, kokossukker og salt i gryden. Tænd på højeste blus. Rør det hele sammen med et piskeris. Når væsken begynder at boble, skrues ned på mellemste blus. Rør rundt en gang i mellem. Væsken vil boble, og der vil dannes et lidt tykkere lag i kanten. Rør det med ind i blandingen.

 

Efter 20 minutter vil væsken blive tykkere. Hvis væsken skal bruges som flydende karamel i fyldte chokolader, kan massen bruges nu, hvor den køles ned. Men hvis massen skal hænge fast på et æble, eller kunne smuttes ud ad silikoneforme, skal den have 5-10 minutter mere.

Tag desserttallerkenen ud ad fryseren. Dryp karamelmassen på. Sæt tallerkenen ind i fryseren igen. Vent et par minutter, og tag så tallerkenen ud. Er karamelmassen stivnet, eller virker den stadig blød? Karamelmassen skal være en tyk sirup, når den er klar. Samtidig vil massen blive klistret og piskeriset vil lave en kløft i massen, så man kan se bunden.

Køl massen ned til stuetemperatur, og opbevar den ude i en bøtte med låg. Når cremen skal bruges igen, gøres den mere flydende ved at stå i et vandbad med kogende vand.

 

Karamelliserede æbler med pistacienødder

Ingredienser

4 ispinde

4 kolde æbler fra køleskab (opbevares i køleskab natten over)

Karamelcreme – næsten nedkølet, men stadig flydende

1 dl pistacienødder – gerne saltet, men uden skal

Sådan gør du:

Sæt en ispind i hvert æble. Hak pistacienødderne groft eller fint. Læg et stykke bagepapir på bordet. Dyp æblerne i gryden med karamelcreme. Drej æblet rundt i cremen, og hold det oppe med ispinden, så cremen får lov at stivne. Dyp æblet i pistacienødderne, og sæt det på bagepapiret. Gør det samme med resten af æblerne.

Sæt æblerne ind i køleskabet på bagepapiret med en tallerken under. Halloween candy på en sundere måde. MUMS!

Karamel med chokolade

Fyld karamelcremen i silikoneforme. Hvis karamelcremen ikke smutter let ud ad formen efter frysning, har den ikke kogt længe nok. Når karamelmassen er stiv, dyppes den i tempereret chokolade, så karamelmassen ikke smelter.

Se her for overtrækschokolade. 

Velbekomme!