Denne ratatouille bliver så cremet, sødlig, fyldig og sprød. Det er en dejlig ret som tilbehør eller som aftensmåltid i sig selv. Lav hellere dobbelt portion til frokosten i morgen. Ratatouille smager nemlig også godt kold. En herlig efterårsret.

 


Skøn ratatouille

En grydefuld

Ingredienser

1 stort løg

1 fed hvidløg (kan udelades)

1 stor aubergine

1 stor squash

4 store gulerødder

3 store tomater

1 spsk. tørret timian

1 spsk. tørret basilikum

1 tsk. salt

½ tsk. peber

1 tsk. Herbamare urtebouillon

½ dl olivenolie

1 spsk. kokosolie til at stege i (uden smag)

Sådan gør du:

Skær løg og hvidløg i tern. Skræl auberginen, og skær den i tern. Skær squashen i skiver på ½ cm. Skræl gulerødderne, og skær dem i skiver. Hak tomaterne groft.

Varm kokosolien i en stor gryde, og sautér løg, hvidløg og salt heri. Lad løgene blive klare. Tilsæt aubergine, squash og gulerødder, sammen med timian og basilikum. Rør i det i 5-7 minutter. Når aubergineternene er blevet bløde, tilsættes tomater, olivenolie, bouillon og peber. Lad det hele koge sammen i 10-15 minutter. Gulerødder og squash må gerne have lidt bid.

 

 

 

 

Server ratatouillen med brune ris/kogte quinoa og en stor skål salat.

Så nemt er det!

Velbekomme!