Æbleskiver der både er glutenfri, mælkefri og æggefri? Det fungerede i hvert fald fint med disse æbleskiver for mig, så jeg håber det også kan lade sig gøre for dig.

Husk at bage æbleskiverne ordentlig igennem. De tager ikke særlig meget farve.

Lad æbleskiverne køle af inden servering, da de ellers kan have en tendens til at blive klæge i midten.

Æbleskiver – glutenfri, æggefri og mælkefri

Ca. 20 stk.

Ingredienser

2 tsk. FiberHUSK

5 dl syrnet og lunkent ris- eller havremælk*

1 tsk. bagepulver

200 g rismel, hirsemel, fint majsmel eller boghvedemel

80 g majsstivelse eller kartoffelmel

20 g Birkesød/xylitol, Sukrin, kokospalmesukker eller 10 g agavesirup

1 tsk. stødt koriander

Reven skal af 1 økologisk citron

½ tsk. salt

50 g smeltet kokosolie

Kokosolie til bagning

*Syrnet ris- eller havremælk laves ved at tilsætte 2 spsk. citronsaft til lidt under 5 dl ris-/havremælk, og ryste det godt sammen. Derved bliver ris- eller havremælken syrnet og kan bruges på samme måde som kærnemælk. Lun ris-/havremælken i en gryde, til det er lillefingerlunt. Citronsaften giver også smag til æbleskiverne og hjælper bagepulveret med at hæve.

Sådan gør du:

Forvarm æbleskivepanden på laveste varme. Dejen røres med en elpisker eller på maskine. I en skål blandes FiberHUSK med syrnet og lunkent ris-/havremælk. Lad det stå 10 minutter.

I en anden skål afvejes rismel, majsstivelse, koriander, bagepulver, citronskal og salt.

Når FiberHUSK-blandingen har stået lidt, tilsættes de tørre ingredienser sammen med Birkesød/agavesirup og smeltet kokosolie. Pisk det hele sammen.

 

 

Når æbleskivepanden er varm, lækkes lidt kokosolie i hvert hul. Overskydende olie hældes i et krus til næste portion. Hvert hul fyldes op med den meget tykke dej næsten lige til kanten. Hvis panden er rigtig varm, vil dejen hurtigt slippe og man kan vende æbleskiverne med en træpind og en gaffel. Når den anden side er hævet og blevet brun, lægges æbleskiven i et ildfast fad og holdes lun på en varmeplade. Æbleskiverne skal bages ordentligt igennem. De får ikke særlig meget farve.

Serveres med syltetøj, eventuelt sødet med æblekoncentrat, samt Sukrin Flormelis, pulveriseret kokospalmesukker eller pulveriseret Birkesød/xylitol.

Velbekomme!