Her kommer opskriften på glutenfri æbleskiver – efter inspiration fra Turid Nagelhus ”Naturlig Glutenfri Bagning”.
Bag æbleskiverne godt igennem.
Lad æbleskiverne køle lidt af inden servering.
Æbleskiver – glutenfri og mælkefri
Ca. 30 stk.
Ingredienser
3 æg
½ tsk. natron eller 1 tsk. bagepulver
Reven skal af 1 økologisk citron
200 g rismel, hirsemel, fint majsmel eller boghvedemel
80 g majsstivelse eller kartoffelmel
20 g Birkesød/xylitol, Sukrin, kokospalmesukker eller 10 g agavesirup
1 tsk. stødt koriander
2 tsk. FiberHUSK
½ tsk. salt
5 dl syrnet ris- eller havremælk*
50 g smeltet kokosolie (gerne uden smag)
Kokosolie til bagning
*Syrnet ris- eller havremælk laves ved at tilsætte 2 spsk. citronsaft til lidt under 5 dl mælk, og ryste det godt sammen. Derved bliver ris- eller havremælken syrnet og kan bruges på samme måde som kærnemælk.
Sådan gør du:
Forvarm æbleskivepanden på laveste varme. Dejen røres med en elpisker eller på maskine. Æggehviderne skilles fra blommerne. Pisk hviderne godt i en skål for sig. Stil skålen til side. I en anden skål afvejes rismel, majsstivelse, koriander, FiberHUSK, natron/bagepulver, citronskal og salt. I en tredje skål piskes æggeblommer, Birkesød/agavesirup, smeltet kokosolie og syrnet ris- eller havremælk hurtigt sammen.
Tilsæt de tørre ingredienser under omrøring i ca. 5 minutter. Vend æggehviderne forsigtig i, lige inden æbleskiverne bages (Er æggehviderne faldet sammen, pisk dem da igen med et tørt piskeris).
Når æbleskivepanden er varm, smøres hullerne med lidt kokosolie. Hvert hul fyldes op med dej næsten lige til kanten. Hvis panden er rigtig varm, vil dejen hurtigt slippe og man kan vende æbleskiverne med en træpind og en gaffel, mens der stadig er ubagt dej indeni. Når den anden side er hævet og blevet brun, lægges æbleskiven i et ildfast fad og holdes lun på en varmeplade.
Put eventuelt et stykke æble ned i den flydende dej, lige inden æbleskiven vendes første gang.
Serveres med syltetøj, eventuelt sødet med æblekoncentrat, samt Sukrin Flormelis, pulveriseret kokospalmesukker eller pulveriseret Birkesød/xylitol.
Velbekomme!
Dejlig opskrift, takker 🙂 Jeg røg straks på Google og fandt et par gode butikker til at shoppe ingredienser og nu har jeg så også lavet dem, ungerne elskede dem. fandt det meste på http://rikana-sundkost.dk/ og Netspiren.dk, men måtte ned i den lokale helsekost og finde et par af tingene som var udsolgt online, never mind, det var besværet værd
Tusind tak. Det er jeg rigtig glad for at høre. 🙂
Hej Karina. Tak for alle dine fantastiske opskrifter! Jeg ved godt, at det er noget tid siden, at du har postet denne opskrift, men jeg er ny med cøliaki og har et spørgsmål til opskriften; kan de laves nogle timer forinden og så tages med i børnehaven senere og så genvarme dem? Eller er det bedre at fryse dem ned og så tø/varme dem op? Bedste hilsner Line
Hej Line
Tusind tak for de fine ord. Det glæder mig meget, at du kan bruge mine opskrifter.
Æbleskiverne holder sig fint hele dagen og kan spises uden at blive varmet. De har dog altid godt af en opvarmning, så de bliver let sprøde udenpå igen. Dagen efter kan de også spises, som de er, men en opvarmning er altid godt.
Jeg håber at det hjælper. De kan selvfølgelig også fryses og tages med, hvorefter de skal opvarmes igen.
Kærligst Karina
Lyder som en super opskrift som skal prøves , har lige et spørgsmål behøver man at putte kokusolie i dejen , da jeg er på dukan og der må man ikke få så meget kokusolie ha en dejlig dag hilsen Lone
Hej Lone
Du kan også bruge olivenolie, hvis det er bedre for dig. Eller klaret smør, hvis du tåler dette. Olien er for mere sprødhed og får at dejen ikke sidder så fast i æbleskivepanden. Men hvis du har en god pande, burde det kunne udelades.
Kærligst Karina
Tusind tak.
Glæder mig til at lave/smage dem.
God aften.
Hilsen Randi
Selv tak. Jeg håber, du bliver glad for dem. De kan jo også få lidt kardemomme og vanilje, hvis man kan lide dette.
Kærligst Karina