Jeg er i gang med en mælkefri kogebog med Is og kolde desserter. Jeg ville gerne have gufskum med, som jeg lavede i sin tid (se her), i bogen og begyndte at eksperimentere med det. Da jeg trykkede skummet ud på en jordbæris, blev det bare så flot, så jeg tænkte “Kan man mon lave flødeboller af det her?”. Det er ikke så tit man ser æggefri flødeboller (medmindre man bruger kikærtedåsevæske) , så jeg prøvede at sætte skummet på marcipanbunde. Jeg satte bundene i køleskabet, så skummet kunne blive koldt, til når der skulle chokolade på. Uuuuh, holder formen sig nu? JA, det gjorde den. På med noget chokoladesauce, drys med kokosmel og ind i køleskabet igen.
Da jeg tog min første bid, var det som at komme i marshmallow-chokolade-land. MUMS! Det var godt.
Marshmallow fluff skum
Æggefrit, mælkefrit og glutenfrit
Ingredienser
1 ¼ dl. vand
2 plader opblødte husblas eller 1 spsk. økologisk gelatinepulver fra Urtegården*
½ tsk. vaniljepulver
¼ tsk. havsalt
–
1 ¼ dl. vand
2 dl. honning**
Sådan gør du:
Husblaspladerne/gelatinepulveret opløses i vandet sammen med vanilje og salt.
Kog honning og vand op i en kasserolle, til en temperatur på 115 grader på et bolsjetermometer. Hæld forsigtigt blandingen ned i gelatinemassen. Pisk i 8 -10 minutter (måske endnu længere) med en elpisker til massen begynder at blive hvid, luftig og dobbelt så stor.
Farve eller smag:
For jordbær skum tilsættes rød frugtfarve og jordbæraroma til farve og smag opnås.
Man kan også tilsætte 2-3 spsk. frysetørrede hindbær eller jordbær.
Hæld skummet i en pose med tylle eller uden.
* Jeg har prøvet at bruge agar agar, men det ser ikke ud til at fungere. Jeg må forsøge lidt mere.
** Det er kun honning, jeg har haft god fluffy effekt med indtil videre. Man kan ikke bruge agavesirup.
Æggefri flødeboller med marshmallow fluff skum
En portion Marshmallow fluff
Se opskrift herover
–
Bunde
En stor stang marcipan (også gerne marcipan med smag fx appelsin, mynte eller lakrids)
–
Overtrækschokolade
400-450 gram tempereret chokolade
–
Drys
Hakkede nødder, bærpulver, lakridspulver, kokosmel
Sådan gør du:
Brug en stor frysepose med en tylle i bunden, hvis flødebollerne skal se professionelle ud. Ellers klippes der bare hul i posen, og skummet sprøjtes ud nedefra og op, uden at dreje rundt på bundene.
Sæt flødebollerne i køleskabet, mens chokoladen tempereres. Flødebollerne må gerne stå et par timer, så skummet sætter sig. Det gør det nemmere at hælde chokolade på, men det er ikke nødvendigt.
Chokoladen tempereres ved at hakke chokoladen. Halvdelen af chokoladen hældes i en gryde med tyk bund. Smelt chokoladen på laveste varme. Når chokoladen er smeltet, tages gryden af varmen og resten af chokoladen hældes i. Når al chokoladen er opløst, hældes chokoladen i en skål. Chokoladen skal helst være 30-31 grader.
Tag en flødebolle med en gaffel. Hold den over chokoladeskålen. Brug en ske til at hælde chokoladen over flødebollen, så det bliver jævnt fordelt. Lad overskydende chokolade dryppe af, inden flødebollen sættes tilbage på bagepapiret. Hvis der skal drys på flødebollerne, skal dette gøres, mens chokoladen stadig er glat og flydende.
Sæt flødebollerne i køleskabet, indtil chokoladen er fast.
Hvis der er chokolade og skum tilovers, kan man fylde chokolade i en silikoneform, hælde gufskummet i og chokolade over. Sæt på køl. Små chokolader med skum. UHM!
Servér.
Flødebollerne kan holde sig op til 2 uger i køleskabet.
Velbekomme!
Lækkert. Hvor er du god!
Kh.
Anne-Marie
Hej 🙂
Er det husblas OG gelatinepulver eller kun én af delene?
Mvh Lærke
Tak Anne-Marie <3
Hej Lærke
Enten… eller… Jeg har rettet det i teksten. Tak fordi du gjorde mig opmærksom på dette.
Kærligst Karina